“Sidste vinter var jeg til begravelse. Præsten gjorde det på mange måder udmærket, og det meste af mindeordet over den afdødes liv passede meget fint, hvis man da lige ser bort fra et par unødvendige, men velmente overdrivelser. Jeg har dog sjældent følt mig så snydt som kirkegænger, som da jeg forlod kirken i den kolde vintervind. Der var nemlig ingen forkyndelse eller prædiken. Der blev bedt bønner, læst bibeltekster, sagt gode og velmenende ord over den afdødes liv og almenmenneskelige betragtninger om livet. Alt sammen noget, en begravelse skal indeholde, men ingen forkyndelse, ingen udlægning af evangeliet. Størstedelen af de forsamlede var ikke faste kirkegængere, men havde det som de fleste danskere: De kommer i kirke, når der er en særlig anledning til det. Men her sad de bænket, og så forpassede præsten muligheden for at give forsamlingen en udlægning af det kristne evangelium.
Sekularisering
Det er desværre ikke en enestående oplevelse, jeg har haft ved at deltage i gudstjenester eller kirkelige handlinger forskellige steder i landet de seneste år. Både i folke- og frikirker har jeg oplevet, at præster har gjort krumspring og forpasset oplagte chancer for at formidle evangeliet og i stedet har leveret lommepsykologiske betragtninger eller på anden måde veget uden om at give en enkel og evangelisk forkyndelse.
En skræmmende tanke slog ned i mig på hjemvejen: Tænk, hvis kirken ikke behøver det ”verdslige” samfund for at miste sin indflydelse. Ingen udefra kommende sekularisering, men at den kommer fra kirkens eget system, at sekulariseringen er som en auto immun sygdom, hvor systemet langsomt nedbryder sig selv. Tænk, hvis kirken allerede er en vigende trop, der har resigneret og er ved at trække tropperne tilbage, opgive frontlinjen uden kamp. Ingen farlig ”tidsånd” eller Nebukadnezar til at sende den i eksil. Hvad nu, hvis kirken dybest set er blevet sin egen værste fjende?
Den svenske retræteleder Magnus Malm rejser en tanke i samme retning i sin bog Som om Gud ikke findes, som handler om sekulariseringens konsekvenser. Han skriver: ”Tænk, hvis det er kirkerne, der begynder med at tømme troen for indhold og trække dens konsekvenser tilbage fra det ene område af livet efter det andet – indtil den kristne tro er helt privatiseret.
Retræte
Alt for ofte har der fra kirkeligt hold været set udad for at lokalisere faremomenter og undladt at se indad. Kirken har været på en lang retræte, har langsomt trukket sine følehorn til sig og er dermed ved at miste sin indflydelse i samfundet. Man kan derfor spørge, om det er sådan, det er sket i vores samfund, at det er ”verden”, der har afkristnet samfundet, sekulariseret det og henført det til en eksiltilværelse? Eller er virkeligheden måske den, at sekulariseringen går lige så meget den anden vej? At det er kirken, der begynder at trække sig tilbage, og at dette tilbagetog sætter fart på sekulariseringen, så troslivet og kirke til sidst skubbes ind i den private livsfære. På denne måde fanges kirken i en uheldig cirkelbevægelse, hvor den trækker sig tilbage for dermed samtidig at give mere og mere plads for sekulariseringen. Er kristendom først skubbet ind i det private rum, er vejen til at gøre den til en individuel lykkereligion banet.”
Citatet kommer fra min nye bog “Byens lykke” kan bestille hos www.novia.dk
