Valgkampen er overstået. Ved tidligere folketingsvalg har vi som regel kun skulle forholde os til to statsministerkandidater, men denne gang ikke mindre end tre. Man skulle derfor tro, at der ville være mindre præsidentvalgkamp over overstående valgkamp, men det modsatte blev tilfældet: Aldrig har vi gået så meget op i, hvem vi tror på, og så lidt i hvad vi tror på.
Men burde vi ikke vide bedre, her i vores lille trygge danske demokratiske andedam, end at gøre valgkampe til primært et spørgsmål om den rette person? Det er jo ikke fordi, at verden mangler stærke ledere. De skræmmende autokratier rundt om i verden tordner frem og efterlader os med en følelse af, at verden ligger utrygt i hænderne på få personer, der mest af alt tænker på at bygge deres egne imperier end at bygge gode og sunde samfund. Pers
Men vi er ikke meget bedre her til lands. Lars Løkke, manden der insisterede på, at valget handlede om ”noget” og ikke om ”nogen” stod til at blive kongemager – men bliver det måske ikke alligevel. Og så stakkels Søren Pape, der inden han kom rigtig i gang, blev sat i mediernes gabestok på grund af uro på hjemmefronten, og alt opmærksomhed flyttet fra hans politiske liv til hans private liv. Mens vi bebrejder Mette Frederiksen for hendes magtfuldkommenhed, så har vi travlt med at give alt magt til den leder, der ser mest fejlfri og ubesmittet ud.
Partihop
Vores folkevalgte politikere er hverken værre eller bedre end alle os andre. De går deres egne veje, går fra deres politiske familier, når de ikke kan få det, som de vil have det. Aldrig har der været så mange partihop i Danmark som i den forgangne valgperiode. Politikkerne er selv med til at understøtte den voksende politikerlede, der hersker. At det kommer til at handle om personen og ikke politikken. Og vi troløse vælgere sætter vores lid til den politiske væddeløbshest, der ser ud til at have den bedste dagsform, uden at skelne til om hverken de eller vi selv er røde, blå eller har en anden politisk farve.
De politiske partier og organisationer er, som så mange andre bærende institutioner i vores samfund, under langsom afvikling. Færre melder sig ind i et parti og endnu færre er tro overfor et parti ved mere end et valg. I vores hyper individualistiske samfund, hvor vi ikke tror på de store fortællinger, – religiøse eller politiske længere, sætter vi ikke vores lid til ideologier, men til vores politiske idoler. På et mere grundlæggende plan kan vi sige, at det moderne sekulariserede samfundsproblem ikke bare er, at vi ikke tror for lidt om Gud, men vi tror for meget om hinanden. Når man har fyret Gud, ender man let med at give hans job til en anden!
“Alle skuffer over tid”
Men mennesker svigter – ja alle ”skuffer over tid” som popgruppen Minds of 99 synger det. Mennesker træffer egenrådige beslutninger, bedrages af deres ægtefæller og kikser med at opfylde boligreglerne. Vi har derfor brug for at styrke vores fælles institutioner, de offentlige og de mange civilsamfundsinstitutioner. Og de politiske! Vi behøver de større fællesskaber, hvor vi som individer kan finde vores plads og lade os bære af noget, der er større end os. I gode institutioner hviler værdier. De kan overleve selv dårlige ledere. Ja en institutions værdier kan ligge i dvale under en dårlig leder og blomstre op, når en ny kommer til.
Personer forgår, institutioner består!
