Endnu en film om en kendt dansk entertainer er på lærredet i de danske biografer. Anders W. Berthelsen spiller overbevisende hovedrollen som Flemming ”Bamse” Jørgensen i filmen Bamse, der er instrueret af Henrik Ruben Genz. Hvis man forventer en klassisk undergangsfortælling om en kunstner, der lever et liv i overhalingsbanen, i en evig selvmedicinerende rus af sprut og piller og går fra kvindearm til kvindearm, eller hvis man havde set frem til en historie om, hvordan en kunstner må ofre alt, sig selv og sine relationer, for at frigøre sit kunstneriske potentiale. Så bliver man svært skuffet, hvis man sætter sig i sædet i den lokale biograf for at se den nye Bamse-film.
Jeg så selv filmen i weekenden sammen med min hustru og gik hjem uden den sædvanlige følelse af småtrykkede fornemmelse af dansk film-melankoli. Ja, jeg gik faktisk opmuntret – og opbygget hjem. For filmen er dybest set en hyldest til det almindelige liv, den almindelige mand, der holder fast ved de gode valg og værdier.
Almindelig mand
Vi elsker som samfund det ekstraordinære, det som skiller sig ud fra den grå almindelighed, og svælger os i fortællinger om, hvordan det ene kunstneriske geni må bryde fri af det konforme, som først bryder igennem, når det er uafhængigt og fri af andre mennesker. Men Bamse er med egne ord i filmen bare en ”almindelig mand” – en far, en ægtemand og en søn. Der er ikke meget spektakulært over den folkelige sanger, som når sit kunstneriske højdepunkt, da han indsynger en række musikalske kopi hits. Men Bamse behøver ikke være den stjerne, alle planeter i universet drejer sig om. Han sætter gerne andre kunstnere i rampelyset.
Bamse-filmen er et tiltrængt modsvar til de mange fortællinger i vor tid om patetiske mænd i midtvejskrise, der skal finde en ung partner på alder med deres døtre eller dyrke en ny ekstremsport, fordi de ikke tør se tilværelsens smerte og skuffelser i øjnene. Bamse viser en anden vej. Han drikker kakaomælk, går i pølsevognen, og når andre kendisser vælger det frie liv på et hotel i byen, omsværmet af savlende groupies, så vil Bamse hellere hjem og synge godnatsang for sin datter og putte ved siden af sin kone.
Men Bamse er ikke en mand uden sine indre kampe. Han kæmper – som så mange af os mænd med at komme overens med vores fortid. Vi kæmper med at finde vores plads i familien, i vore relationer og finde vores livskald – og dette sker ofte i et fravær af bekræftelse fra vores forældre, og ikke mindst vores fædre. Sådan kæmper Bamse også med at overvinde faderes manglende bekræftelse og anerkendelse af hans livsmission som folkekær sanger. Bamse blev som barn bortadopteret af sin prostituerede mor, anbragt på et børnehjem og derefter adopteret af et direktørpar fra Viby ved Århus. Han vokser op unders faderes konstante skuffelse over ikke at følge efter i hans spor som direktør.
Hyldest
Uden at plotspoile for meget kan man sige, at Bamse går fra at se sig selv som et uheldigt offer, der føler sig kasseret til at være ”den heldige”, der ovenikøbet bliver i stand til at udvise taknemlighed over det, som han har fået, selv til de mennesker, der har gjort ham ondt. Men Bamse formår at gøre det uden at atomisere det gode liv og de nære relationer til hans familie, som han har bygget op. Bamses indre dannelsesproces, sker som filmen smuk fremstiller det, i tæt relation med hans kære hustru, der ikke bare er hans støtte, men hans ”ryg”. Den almindelige mand, kan nemlig godt finde sig selv, uden at forvilde sig væk fra sine nærmeste. På mange måder bliver filmen også en stille men tiltrængt hyldest til det almindelige parforhold – ægteskabet på godt og ondt, og om hvordan man tør gøre sig sårbar og afhængig af hinanden.
Vores samtid behøver flere af disse fortællinger om ”almindelige” mennesker, der tør leve almindelige liv. Vi har brug for et nyt ”almindeligt mandeideal” – en almindelig udramatisk måde at leve sit liv på og kæmpe sine indre kampe. Et helt gennemsnitlig kommunefarvet almindeligt mande- og menneskeliv. Det kræver snart mere mod at være almindelig end at være unik.
