Hverdagens hektiske puls er for længst tilbage med fuld musik. Allerede inden man nærmest er kommet i gang med den hæsblæsende hverdag, står de endeløse krav fra omverdenen og os selv klar til at bede os om med overmenneskelige styrke at overkomme mere om mere. Der er jo altid en opgave mere, der kan klares, eller et udviklingsmål der skal nås – noget, der skal optimeres, løftes til et nyt niveau. Stilstand er jo død.
Vi er tilbage i hverdagens hektiske hamsterhjul, hvor vi forsøger at leve op til andres og egne forventninger, være overskudsmennesker, der har hjemmebag med på arbejde og altid er klar på en opgave mere ude eller hjemme.
Bekymringer
Men inden vi får set os om, så råber vi af hunden, der stadig ikke er renlig, ægtefællen, der har glemt at handle, og børnene der fylder entreen med sko og skoletasker, selvom man har bedt dem rydde op en million gange. Og når vi endelig lander hovedet på puden om aftenen, står bekymringerne i kø og holder os vågen den halve nat. Det er ikke let at være et dødeligt menneske!
”Al verdslig bekymring har sin grund i, at et menneske ikke vil nøjes med være menneske”. Jeg fandt citatet på en opslået side i et af Søren Kierkegaards værker, som jeg med en vis skuffelse havde opdaget, at min kære hustru havde gjort til en del af toiletbiblioteket i vores sommerhus. Jeg gjorde mit bedste for ikke at tiltænke hende nogle dårlige motiver bag denne handling. Omvendt bliver man måske netop på dette sted mindet om sin menneskelige dødelighed. Men hvad mon der ligger i udsagnet om, at vi som mennesker tynges af bekymringer, fordi vi åbenbart har svært ved at nøjes med at være menneske?
Nøjes
Ja, hvorfor nøjes med noget som helst? Har vi ikke fortjent mere, det bedste, grænserne er vel til for at blive brudt! Reklamernes blinkende slogans om ”the sky is the limit”, “obey your thirst” eller Danske gymnasiers motto om at “Alt er muligt” er blevet vor tids trosbekendelser, som vi efterstræber, men som efterlader os udmattede, selvoptagede og angste. Selvoptimering er blevet det moderne overskuds menneskes mest religiøse praksis, man har vel nærmest pligt til at blive den bedste udgave af sig selv. Det moderne såkaldte oplyste samfund forsøger at aflive myten om Gud og noget større end det enkelte menneske, og dermed tvunget til at selv at indtage pladsen som det allesteds nærværende, politiske korrekte, klimabevidste menneske – det selvberoende menneske. Eller måske skulle man sige overmenneske. Vi falder på halen for de amerikanske rigmænd, der sender rumsonder i rummet, nedfryser deres gener, eller gør alt hvad de kan for at udødeliggøre sig selv. Alt for ikke at være et dødeligt menneske. Til stadighed rækker vi ud efter ikke bare træet om kundskab om alt men også efter livets træ, som håber vi dermed at vinde vores udødelighed. Hvorfor nøjes med noget som helst?
Men den bedste nattesøvn tilfalder dén, der vil nøjes. Nøjes med at være et menneske. Et menneske, der ved, at verden ikke står og falder med dem selv. Et menneske, der tør opgive illusionen om at have den fulde kontrol over alt – i sit eget liv og i verden omkring sig. Et menneske, der ikke gør sig ”mindre” end et menneske, ved at gøre sig til slave af teknologien, eller ”mere” end et menneske, ved at forvente det guddommelige af hverken andre eller sig selv. Bare at være det man er – et menneske i kød og blod. Vi har både som individer, men også som fællesskaber og samfund til opgave ikke altid at forvente mere, men måske at forvente mindre af os selv og af andre. (Derfor behøver man ikke efterlade Kierkegaard på toilettet). Acceptere vores kødelighed og vores dødelighed. At vi lader os nøje med at være menneske – men måske er det heller ikke så lidt endda.
