”Vil jeg kunne låne 2.800 kr. til at hoppe ud fra et fly i 4 kilometers højde”?
En sms fra min datter lyser op i displayet på min mobiltelefon.
”Ja, hvad svarer man så på det, spørger jeg retorisk og ser rundt på mine kollegaer i det åbne kontorlandskab efter at have læst beskeden højt.
Min bibelkyndige kollega byder ind: ”Hvem af jer vil give sin søn (eller datter) en sten, hvis han eller hun beder om et brød”.
Ja, hvilken far vil tillade sin eneste datter at kaste sig ud i flere kilomesterhøjde for fornøjelsens skyld. Gid hun bare havde spurgt efter lidt flere lommepenge eller at låne firmabilen. Opmuntret af de gode ord fra den hellige skrift, forsøger jeg at udvise lidt stoisk ro. Jeg svarer:
”øh… forklar” og håber korrespondancen dør derfra.
”Nogle fra min højskole tager ud og springer i faldskærm fra et fly”.
Vil du med?
Som om det skulle gøre mig mere rolig. For under 24 timer siden lå min datter hønesyg hjemme på sofaen og nu kort efter tilbagekomsten til højskolen, åbenbart rask nok til at sætte liv og førlighed på spil. Jeg ser en række skrækscenarier rulle op for mit indre blik, men standses, da endnu en besked tikker ind.
”Man har én siddende på ryggen, som har styr på det”.
”Jeg er stadig ikke rolig”.
Jeg overvejer at tilbyde hende lånet på et astronomisk kviklånsniveau, som vil gøre hende til min gældsslave resten af livet. Eller foreslå hende, om ikke de bare kunne tage i svømmehallen eller leje en bowlingbane. Engang var det faktisk noget. Hvad er det også for griller, de sætter i hovedet på ungdommen på den højskole?
”Vil du med?”
Som om det ikke var nok. Skal jeg nu trækkes med ned i faldet?
”Neeeeeeej” svarer jeg uden tøven.
Fri og let i hjertet
Men med ét, er det som om at noget irrationelt kommer listende ind på mig. I et øjebliks fravær af sund alfaderlig fornuft falder mine parader. Jeg svarer hende, med hvad jeg efterfølgende tænker kunne lyde som et slogan trukket op af en gajolæske.
”Spring ud i livet…”
Jeg føler mig et øjeblik fri og let om hjertet. En anelse stolt over at kunne kappe navlestrengen og lade min datter folde sine vinger ud og lette mod nye højder. Men så ser jeg hendes lille skikkelse flakse i vinden og begynde at styrte mod jorden i faretruende høj fart, mens hun febrilsk forsøger at udløse faldskærmen.
Jeg mærker en tørhed i munden.
Jeg kommer til besindelse og må købe mig lidt betænkningstid inden lånet udstedes. Jeg husker have læst et sted, at højesteretsdommerne i USA afsiger de mest fornuftige domme efter frokost. Jeg svarer hende:
”Kan vi tales ved senere efter frokost”.
”Det kan vi i hvert fald”.
Måske skulle man tage en alvorlig snak med hendes forstander.
Alternativ glæde sig over, at der stadig er en smule vovemod og livslyst tilbage i den danske ungdom.
